Folk siger tit, at en foto kan (eller skal være i stand til) at tale for sig selv, men ofte kan noget baggrundsinformation tilføje noget positivt til oplevelsen – derfor inviterer jeg dig med bagom billedet på udvalgte fotos

Dette foto var en stor udfordring for mig, Det var på mange måder et kapløb mod tiden. Når man er i nærheden af et vandfald af denne størrelse, så betyder det, at man ikke kun skal arbejde med vandet, som falder ned mod lavereliggende jord. Man skal også tage sig af alt vandet i luften. Afhængigt af ens placering bliver man enten gennemblødt på sekunder, får et par småbyger af dråber af og til eller også bliver man pakket ind i en slags tåge.

Jeg ankom lige før solopgang, så udover den lavpraktiske udfordring med ikke at få dækket hele min linse med vanddråber, så var jeg i et kapløb med solen. Jeg skulle finde et sted, hvor lys, vand og selve vandfaldet var helt rigtigt.

Jeg havde planlagt at lave nogle lange eksponeringer, så jeg skulle også fjumre med mit stativ – og jeg må indrømme det ikke er det udstyr jeg bruger mest. Jeg foretrækker at tage mine fotos håndholdt så vidt muligt.

Fik jeg i øvrigt sagt at solopgangene på disse breddegrader er meget kort sammenlignet med dem i Danmark? Det er de!

Jeg endte ud med at par skud, som jeg er glad for, og dette er et af dem. I kontrast til et af mine normale mål: at fotoet ligner virkeligheden, så er dette den idylliske version. Man kan se vandet komme farende, men alt virker fredfyldt – det gør det svært at tro, at jeg var omringet af lyden af torden. Heraf vandfaldets andet navn, Mosi-oa-Tunya: Røgen der tordner.

Forberedelse og kendskab til en opgave er ofte vejen til succes, og denne dag havde jeg nok været for naiv. Jeg havde sagt ja til en frivillig opgave på et dyreinternat og skulle fange nogle karismatiske billeder af nogle internatkatte.

Selvom jeg har kendskab til både katte og til fotografering af vilde dyr, så gik det slet ikke som ventet. Eller også var det netop derfor. For katte er ikke ens, og redningskatte kan afvige yderligere fra en velintegreret kæledyrskat. Og så opholdt disse katte sig i en indhegning. De lå i grænselandet mellem vild og tam. Kombinationen af at kattene havde svingende interesse og motivation for at opholde sig ude i det åbne, og at jeg helst ville have fokus på kattene uden for meget trådhegn, det gjorde mulighederne begrænsede.

 Det var faktisk bare endnu et eksempel på, at man må arbejde med det, man har i stedet for at arbejde hen mod det, som man troede man ville have.

Lysforholdene drille mig end del, for jeg var jo spærret inde sammen med katten her og kunne derfor ikke flytte mig hen i den retning, som ville give mig de optimale forhold.

Mit favoritskud fra ovenstående seance endte med denne kat, som jeg blot har døbt Hr. Grå for fortællingens skyld – for i mørke er alle katte grå. Men se engang hvordan den ser mod lysere tider med et fast besluttet blik.

Det var i sandhed sværere at fange dette øjeblik, end det ville have været med en løve på savannen.

Gennem mit virke har jeg mødt rigtig mange hunde, men få hunde har taget mig med storm, som ham på billedet her. En Grand Danois ved navn Vincent. Han havde den perfekte kombination af energi, kontaktsøgning, forsigtighed og hvalpet kådhed – og det endda på trods af sin fremskredne alder.

Omgivelserne tillod at have Vincent løbende frit, hvilket gav muligheden for billeder i løb. Jeg havde forinden set hvor imponerende han kunne galopere af sted og besluttede at forsøge at fange det på et billede. Men ak, Vincent var simpelthen så henholdsvis nysgerrig og velopdragen, at han ikke turde tordne af sted, når jeg satte mig på hug. På høfligste hundemaner, forsøgte han at komme til mig uden at vælte mig omkuld og uden at virke truende.

Jeg fik nogle fine billeder af ham stående majestætisk stille, men det bedste i bevægelse blev det her, hvor han forsøgte at komme mig løbende i møde uden at virke for stor. I sandhed en blid kæmpe, som jeg sent vil glemme.

Forberedelse og kendskab til en opgave er ofte vejen til succes, og denne dag havde jeg nok været for naiv. Jeg havde sagt ja til en frivillig opgave på et dyreinternat og skulle fange nogle karismatiske billeder af nogle internatkatte.

Selvom jeg har kendskab til både katte og til fotografering af vilde dyr, så gik det slet ikke som ventet. Eller også var det netop derfor. For katte er ikke ens, og redningskatte kan afvige yderligere fra en velintegreret kæledyrskat. Og så opholdt disse katte sig i en indhegning. De lå i grænselandet mellem vild og tam. Kombinationen af at kattene havde svingende interesse og motivation for at opholde sig ude i det åbne, og at jeg helst ville have fokus på kattene uden for meget trådhegn, det gjorde mulighederne begrænsede.

 Det var faktisk bare endnu et eksempel på, at man må arbejde med det, man har i stedet for at arbejde hen mod det, som man troede man ville have.

Lysforholdene drille mig end del, for jeg var jo spærret inde sammen med katten her og kunne derfor ikke flytte mig hen i den retning, som ville give mig de optimale forhold.

Mit favoritskud fra ovenstående seance endte med denne kat, som jeg blot har døbt Hr. Grå for fortællingens skyld – for i mørke er alle katte grå. Men se engang hvordan den ser mod lysere tider med et fast besluttet blik.

Det var i sandhed sværere at fange dette øjeblik, end det ville have været med en løve på savannen.

 De fleste tænker ikke på aktionfotos, når man taler om skildpadder, men denne fantastiske leopardskildpadde fik mig til (i lige dele desperation og beundring) at udbryde: “Den er for hurtig!”

 Det var en skildpadde på mission, og den gav mig ikke lang tid til at fiffle rundt med mine indstillinger. Jeg har ærlig talt en bunke fotos af lige præcis denne skildpadde, som LIGE akkurat er ude af fokus – men jeg har også dette foto, som jeg føler er et af mine bedste aktionfotos: En sprintende leopardskildpadde!

 Det er altid spændende at se dyr tæt på, men det vil altid give mig et større kick, at se vilde dyr tæt på. Det at vide, at dyret kan dukke op og forsvinde igen efter deres eget forgodtbefindende, gør det mere tilfredsstillende for mig.

Først så jeg ikke denne plettede bush slange – jeg hørte bare noget. Jeg hørte ikke selve slangen, da den er lydløs, men jeg hørte nogle blade, der bevægede sig.

Så spottede jeg den, den bevægede sig virkeligt hurtigt op og ned gennem bladene, hvilket kun gav mig et par sekunder til at fokusere og tage billedet, når den tog en pause i en solstråle af og til. Sikke en følelse at være så tæt på en skabning med så fascinerende anatomi!

Åh ja, og bare for en ordens skyld – jeg fik grønt lys fra en professionel vedrørende sikkerheden inden jeg nærmede mig denne (og i øvrigt harmløse) slanke skønhed.

Dette foto var en stor udfordring for mig, Det var på mange måder et kapløb mod tiden. Når man er i nærheden af et vandfald af denne størrelse, så betyder det, at man ikke kun skal arbejde med vandet, som falder ned mod lavereliggende jord. Man skal også tage sig af alt vandet i luften. Afhængigt af ens placering bliver man enten gennemblødt på sekunder, får et par småbyger af dråber af og til eller også bliver man pakket ind i en slags tåge.

Jeg ankom lige før solopgang, så udover den lavpraktiske udfordring med ikke at få dækket hele min linse med vanddråber, så var jeg i et kapløb med solen. Jeg skulle finde et sted, hvor lys, vand og selve vandfaldet var helt rigtigt.

Jeg havde planlagt at lave nogle lange eksponeringer, så jeg skulle også fjumre med mit stativ – og jeg må indrømme det ikke er det udstyr jeg bruger mest. Jeg foretrækker at tage mine fotos håndholdt så vidt muligt.

Fik jeg i øvrigt sagt at solopgangene på disse breddegrader er meget kort sammenlignet med dem i Danmark? Det er de!

Jeg endte ud med at par skud, som jeg er glad for, og dette er et af dem. I kontrast til et af mine normale mål: at fotoet ligner virkeligheden, så er dette den idylliske version. Man kan se vandet komme farende, men alt virker fredfyldt – det gør det svært at tro, at jeg var omringet af lyden af torden. Heraf vandfaldets andet navn, Mosi-oa-Tunya: Røgen der tordner.

Forberedelse og kendskab til en opgave er ofte vejen til succes, og denne dag havde jeg nok været for naiv. Jeg havde sagt ja til en frivillig opgave på et dyreinternat og skulle fange nogle karismatiske billeder af nogle internatkatte.

Selvom jeg har kendskab til både katte og til fotografering af vilde dyr, så gik det slet ikke som ventet. Eller også var det netop derfor. For katte er ikke ens, og redningskatte kan afvige yderligere fra en velintergreret kæledyrskat. Og så opholdt disse katte sig i en indhegning. De lå i grænselandet mellem vild og tam. Kombinationen af at kattene havde svingende interesse og motivation for at opholde sig ude i det åbne, og at jeg helst ville have fokus på kattene uden for meget trådhegn, det gjorde mulighederne begrænsede.

Det var faktisk bare endnu et eksempel på, at man må arbejde med det, man har i stedet for at arbejde hen mod det, som man troede man ville have.

Lysforholdene drille mig end del, for jeg var jo spærret inde sammen med katten her og kunne derfor ikke flytte mig hen i den retning, som ville give mig de optimale forhold.

Mit favoritskud fra ovenstående seance endte med denne kat, som jeg blot har døbt Hr. Grå for fortællingens skyld – for i mørke er alle katte grå. Men se engang hvordan den ser mod lysere tider med et fast besluttet blik.

Det var i sandhed sværere at fange dette øjeblik, end det ville have været med en løve på savannen.

Gennem mit virke har jeg mødt rigtig mange hunde, men få hunde har taget mig med storm, som ham på billedet her. En Grand Danois ved navn Vincent. Han havde den perfekte kombination af energi, kontaktsøgning, forsigtighed og hvalpet kådhed – og det endda på trods af sin fremskredne alder.

Omgivelserne tillod at have Vincent løbende frit, hvilket gav muligheden for billeder i løb. Jeg havde forinden set hvor imponerende han kunne galopere af sted og besluttede at forsøge at fange det på et billede. Men ak, Vincent var simpelthen så henholdsvis nysgerrig og velopdragen, at han ikke turde tordne af sted, når jeg satte mig på hug. På høfligste hundemaner, forsøgte han at komme til mig uden at vælte mig omkuld og uden at virke truende.

Jeg fik nogle fine billeder af ham stående majestætisk stille, men det bedste i bevægelse blev det her, hvor han forsøgte at komme mig løbende i møde uden at virke for stor. I sandhed en blid kæmpe, som jeg sent vil glemme.